tirsdag den 14. marts 2017

Farvel

I dag har jeg sagt farvel til Fitness World Lygten og Jagtvej hvor jeg overdrager mine timer til min kollega Signe. Det er aldrig nemt at sige farvel til noget man er glad for og især ikke til Jagtvej hvor jeg har arbejdet siden centret åbnede tilbage i 2012.

Jeg har lagt mange undervisningstimer i Jagtvej siden jeg startede og i en lang periode havde jeg timer 3 dage om ugen. Efter at jeg flyttede til Hvidovre, gav det mere mening at få timer tættere på hvor jeg bor, og jeg har løbende sagt farvel til et par timer. Beslutningen om at stoppe helt i København N og NV, har således været undervejs i mange måneder og måske endda år, det er først nu jeg har tager skridtet og slutter helt på Jagtvej og Lygten. Du kan dog stadig finde mig der som vikar når chancen byder sig.

Jeg vil gerne sige tak til alle jer der har fulgt mig siden jeg startede og til jer der sidenhen er kommet til. Jeg håber at se jer både udenfor Fitness World samt i de andre centre hvor jeg stadig har min gang, for jeg stopper ikke helt i Fitness World og det har jeg heller ikke planer om. Du kan se min arbejdsplan ude i venstre side og hele tiden følge med i hvor jeg har timer i og udenfor Fitness world

Jeg er også at finde på Facebook, Instagram, Youtube, Twitter (dog ikke så aktiv der) og Pinterest. Du er velkommen til at kontakte mig hvis du skulle have nogle spørgsmål.

Vi ses derude

fredag den 3. marts 2017

Første time hos Yoga Med Mig

Jeg er hjemme efter min første time hos Yoga Med Mig og bortset fra at jeg stoppede timen 15 minutter for tidligt så de morgenfriske yogier ikke fik de fulde 75 minutter var det en dejlig time med et blidt flow, efter mine standarder i hvert fald, og en skøn mindful afspænding

Undervisningen foregår i et dejligt lyst, lunt lokale hvor man virkelig kan mærke varmen og energien kommer indefra. Det er skønt at flyde fra asana til asana og mærke hvordan tid og sted forsvinder mens vejrtrækningen forbinder krop og sind.

Jeg kan ikke vente med at tilbringe mange flere timer i det lokale, sammen med en lille gruppe mennesker som jeg kan få lov til at forkæle med en masse yoga, hands on, meditationer, mindfulness oa.

Allerede på tirsdag underviser jeg min næste time, Hatha Yoga, hos Yoga Med Mig Vil du gerne deltage, så meld dig på et af mine eller de andre hold Her. Du kan både købe en enkelt time, klippekort eller medlemskab, der giver fri adgang til alle hold.
Jeg glæder mig til at se dig på yogamåtten. Namaste



mandag den 27. februar 2017

Hypnose under kyndig vejledning

I fredags var jeg til hypnose! Nej, ikke af den slags  hvor man hopper rundt på en scene og siger som en høne foran en stor forsamling mennesker :)

Jeg skulle afprøve en Hypnose, der hedder "Detox dit liv" hos www.superhypnose.dk Det var første gang jeg skulle hypnotiseres så jeg var meget spændt på hvad det var jeg havde sagt ja til (også lidt kritisk). Jeg havde store forventninger og samtidig vidste jeg ikke hvad jeg skulle forvente.

Jeg blev budt velkommen i døren og vist hen til et lille værelse hvor der stod et ryddeligt skrivebord med et certifikat hængende på væggen, en dejlig lænestol og en plante ovre i hjørnet. Der var sat en kop te frem til mig med lidt chokolade.

Jeg havde forinden hypnosen fået en velkomstmail så jeg kunne forberede mig lidt inden jeg kom og før jeg fik lov til at lægge mig helt tilrette havde fik vi lille snak, en forventningsafstemning så vi begge vidste hvad der skulle arbejdes med under hypnosen.

Jeg lagde mig godt til rette, fik benene op, et tæppe over mig og et tilbud om en nakkepude som jeg takkede ja til. Jeg mindes ikke helt hvornår mine øjne lukkede, men jeg kan huske det meste af det jeg hørte og oplevede under hypnosen. Jeg følte mig tryg og og blev guidet af en dejlig, behagelig stemme.

Nu kunne jeg genfortælle hvad der blev sagt under hypnosen, men det vil jeg hellere at du selv oplever hvis du, efter at have læst min artikel, får lyst til at prøve hypnose selv. Oplysninger og rabatkode nederst i artiklen.

Da jeg var færdig fik jeg noget vand og jeg følte mig frisk og afslappet. Da jeg igen stod nede på gaden og gik hen til min bil, følte jeg mig så let, at jeg nærmest svævede hen ad fortovet. Hvis jeg siger at jeg havde det fantastisk, lyver jeg i hvert fald ikke.

Allerede samme dag begyndte jeg at mærke effekten fra hypnosen. En af de ting jeg skal arbejde med er at stoppe med at bide mig selv inde i kæberne, noget jeg gør når jeg er stresset og en vane som er sværere at holde op med end at stoppe med at ryge (ja, jeg har også røget en gang), en last du også sagtens kan slippe af med ved hjælp af hypnose. I dag, mandag, er jeg stoppet helt, hvilket også betyder farvel til spændinger i kæbe og pande!

Jeg fik også en utrolig energi, som jeg hele weekenden har brugt på at få ryddet op i en masse ting, noget som jeg har udsat i måneder. Jeg er meget fortrøstningsfuld og ret sikker på at jeg vil fortsætte med det jeg har fået hjælp til under hypnosen. Det er som om lysten og viljen til det jeg har forsøgt på at gøre/ændre i mange år, er meget større nu. Jeg føler et kæmpe overskud og glæder mig til at fortsætte på den nye vej jeg er gået ud ad.

Et par dage efter hypnosen modtog jeg en opfølgende mail med gode råd til hvordan jeg kommer videre og bevidst kan arbejde med det hypnosen har sat i gang i mig.
Min historie stopper naturligvis ikke her for jeg skal selvfølgelig arbejde videre og få ryddet endnu mere op i mit liv så jeg kan slippe for de dårlige vaner jeg har haft det meste af mit liv og som stresser mig helt unødvendigt, en stress som du måske også selv oplever i din hverdag.

Nu er det ikke kun detox du kan bruge hypnose til. Du har sikkert hørt om hypnose til rygestop og eksamensangst, men hypnose kan også hjælpe dig med b.la at sove bedre, finde motivation til vægttab eller træning. Slippe af med en destruktiv tankegang, give dig selvtillid og tro på dig selv, blive mere glad, få større overskud, tilgive. Fjerne blokeringer, smerter og meget mere.

Har du lyst til selv at prøve så læs mere på www.superhypnose.dk skiv en mail til kontakt@superhypnose.dk eller ring på 6068 0803 De fleste problemer kan løses med en enkelt eller to sessioner og derfor tilbydes der heller ikke nogle pakketilbud, men hvis du skriver følgende rabatkode superhypnose/Nadja får du 300 kr i rabat. Du er også velkommen til at spørge mig, hvis der er mere du gerne vil vide.

fredag den 18. september 2015

Den flyvende due

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker omvendte stillinger. At stå på hovedet, hænder eller underarme. Og det er heller ingen hemmelighed at jeg ikke er særlig godt til det med at stå på hænder og underarme uden at støtte mig til en væg.

Som jeg plejer at sige på mine timer, handler de omvendte stillinger mest om at tro på sig selv, måske helt op til 95% og de sidste 5% er balance og styrke. Derfor må konklusionen være, at jeg ikke stoler nok på mig selv, for jeg ved at jeg er stærk og at min balance heller ikke fejler noget, og det kan man heldigvis gøre noget ved!

Jeg forsøger at lære skorpionen (underarmsstand med bagoverbøjning) og kragen (som jeg næsten mestrer). I dag stødte jeg så på en ny udfordring, og selvom jeg ikke er færdig med at lære de to andre, er jeg simpelthen nødt til at forsøge mig med denne her også. Stillingen hedder: Eka Pada Galavasana - "Flying Pigeon" - Den flyvende due



Den flyvende due og er en håndstand med hofteåbner. Her er min store udfordring helt sikkert at få åbnet hofterne nok til at kunne nå ned til gulvet med mine hænder ... og så selvfølgelig de 95% - at tro på mig selv!

Jeg arbejder videre på mine udfordringer, hvad er din/e?

lørdag den 27. juni 2015

Update

Sommeren lader vente på sig og derfor har jeg heller ikke lavet et udendørs arrangement i Rosenhaven, Valbyparken endnu i år. Forhåbentlig går der ikke lang tid før jeg kan planlægge det.

I mellemtiden er jeg begyndt at undervise på Copenhagen Downtown Hostel to dage om ugen, hvor jeg underviser på engelsk til deres gæster. Det giver mig rig mulighed for at møde nye mennesker og introducere yoga for nye, kommende yogi´er fra hele verden.

Til min første time var der 6 mennesker, det er et lille hold, men mange er ude i byen og se København, og det kan man jo ikke fortænke dem i.

Jeg har for nylig opdateret min hjemmeside www.yogajoy.dk hvor jeg b.la. tilbyder yoga hjemme hos dig. Det glæder jeg mig til at komme i gang med. Det giver mig nemlig mulighed for at lære dig bedre at kende. For dig betyder det at du kan gå mere i dybden med din yogapraksis og vi kan tilrettelægge timen så den passer til dig, dine ønsker og behov.

Jeg glæder mig over alt det nye, der sker i mit liv. Jeg elsker mit job!

søndag den 20. juli 2014

Gratis Yoga Under Åben Himmel

I formiddags holdt jeg mit første udendørs yoga event i smukke omgivelser i Rosenhaven i Valby.
Der dukke både velkendte og nye ansigter op, børn og voksne.

Jeg underviste anderledes end jeg plejer, der var ingen musik og få ord og rettelser. Jeg lagde op til at man kunne lege lidt med de forskellige stillinger så det hele ikke var helt så seriøst.


Det var skønt at lave yoga uden begrænsninger fra vægge og lofter og på et blødt underlag. Under solens stråler, fuglesang og vind i træerne. Jeg er sikker på at de fremmødte vil give mig ret i, at man kommer ind i sine stillinger på en helt anderledes måde. Der er en anden kontakt med underlaget under hænder og fødder, hvilket giver en hidtil ukendt følelse af frihed og smidighed.

Eventet varede ca. 90 min og inden en blid afslutning på ryggen lavede vi et par skånsomme parøvelser.

Det bliver ikke sidste gang at jeg underviser #yogaunderåbenhimmel

fredag den 6. juni 2014

Udfordring dag 6

Denne udfordring stod på 35 minutter energifyldt, dynamisk core flow med Baron Babtiste. Han er en autentisk, inspirerende underviser der insisterer på, at man arbejder med sin krop på en måde, der giver muligheden for, at man laver sine egne variationer af stillingerne og bevægelserne.

Dagens dynamiske flow tilfører ny energi til kroppen, sjælen og sindet mens det detox´er og udrenser gammel energi. Efter min Hotyoga time i dag benyttede jeg mig af varmen fra salen og jeg kunne helt klart mærke energien og udrensningsprocesserne blev sat i gang. Det var helt perfekt og også ganske hårdt, lige som det skal være :)