tirsdag den 3. december 2013

Hovedstand - Månedens stilling



Salamba Sirasasan (sah-LOM-bah shear-SHAHS-anna) : Sa-lamba = med støtte; sirsa = hoved

I december måned har jeg valgt at hovedstanden skal være en gennemgående stilling på mine timer. Hvis du går på mine flowtimer, har du sikkert allerede prøvet kræfter med stillingen og ellers har du chancen nu.

Da jeg for efterhånden mange år siden begyndte at gå til yoga, var hovedstanden det første mål jeg satte mig. Jeg regnede med, at det ville tage mig mange måneder at komme op i stillingen, men til min overraskelse tog det ikke mere end en måneds tid og så var jeg jo nødt til at sætte mig endnu et mål :) Jeg havde en fantastisk underviser og bruger selv den samme måde at forklare mine yogi´er hovedstanden på som han gjorde.

Hovedstanden beroliger hjernen og er god mod stress og mild depression. Stillingen styrker arme, ben og rygsøjlen samt lungerne. Den styrker de indre organer og forbedrer fordøjelsen. Herudover letter den symptomer i forbindelse med overgangsalderen er god hvis du har astma, bihulebetændelse eller lider af søvnløshed.

Er du nybegynder så gå forsigtigt til værks og stop når du føler dig udfordret. Sørg hele tiden for at finde balancepunktet i kroppen inden du går længere ind i stillingen. Du kan evt. stille dig op ad en væg eller få en til at stå bag ved dig, hvis du således føler dig mere sikker. Et godt alternativ til hovedstanden er Klovnen, hvor hænderne er i gulvet i stedet for underarmene. Er du øvet og har brug for udfordringer, kan du løfte benene strakte mod loftet og bevæge ben og overkrop når du står i stillingen. 

Har du problemer med nakken, rygskade, hjerteproblemer eller højt blodtryk skal du være forsigtig med stillingen. Der er også nogle der hævder, at man ikke skal stå på hovedet når man har menstruation. Jeg har aldrig selv oplevet problemer eller ubehag, men hvis du har det bedst med ikke at stå på hovedet, skal du selvfølgelig lade være og evt. lave en anden stilling.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar