torsdag den 7. november 2013

Breathe

Der er mange gode og rigtige måder at trække vejret ordentligt på og alligevel trækker de fleste af os vejret overfladisk, en konsekvens af vores hurtige, stressede dagligdag, hvor vi skal nå så meget, at vi ikke har tid til at stoppe op, mærke efter og trække vejret ordentligt!

Det første vi gør når vi kommer til verden er at trække vejret, men hen ad vejen glemmer vi at trække vejret fuldt ud. Læg mærke til din egen vejrtrækning lige nu. Den sidder garanteret i brystkassen eller helt oppe ved kragebenet og er meget kort. Hvis du derimod betragter et lille barn der sover, vil du se at maven bevæger sig op og ned. Barnet kan stadig finde ud af at trække vejret.

Med hvert åndedrag passerer ca. ½ liter luft ind og ud af lungerne, der maksimalt kan indeholde ca. 6 liter luft, så det siger sig selv, at vi godt kunne trække vejret endnu dybere. Voksne, raske mennesker trækker vejret 12-18 gange i minuttet. Prøv selv at se hvor mange gange du trækker vejret pr minut eller få en ven til at tage tid og prøv derefter at trække vejret dybt ned i maven og se, hvor mange vejrtrækninger du nu tager på et minut.

Vil du gerne lære at trække vejret igen skal du trække vejret dybt og roligt. Prøv at trække vejret helt ned i bunden af maven så den udspiler sig som en stor ballon. Du kan prøve at tælle imedens du trækker vejret. Start f.eks. med at tælle til fem både på ind- og udåndingen. Senere, når du begynder at føle det naturligt at trække vejret på denne måde, kan du øge tællingen til 7,8 osv.

Har du lyst til at vide mere om korrekt vejrtrækning kan jeg anbefale dig at læse mere på Alun Biggart´s hjemmeside: http://www.alun.dk/vejrtraekning/vejrtraekning-nyt-liv-til-dig.html hvor du også finder mange andre inspirerende artikler.

Når vi dyrker yoga og pilates bruger vi en arbejdsvejrtrækning, der sidder i brystkassen. Også her skal vejrtrækningerne være dybe og rolige. Brystkassen udvider sig og vi bruger mere af vores lungekapacitet end ellers. I yoga kaldes denne vejrtrækning Ujjayi, det sejrende åndedræt eller ”Ocean Breathing” på grund af den brusende lyd vi fremkalder i halsen. Vejrtrækningen er en central del af Ashtanga yoga men bruges også i Vinyasa og andre former for flow yoga. Den er med til at skabe fokus i vores yogapraksis, den giver varme og energi til kroppen og hjælper os længere ind i stillingerne.

Hvis du har været på mine timer har du sikkert lagt mærke til, at jeg altid ligger fokus på vejrtrækningen, det er ikke alle yogalærere ligger så stor vægt på vejrtrækningen som jeg gør. Ujjayi vejrtrækningen er da heller en forudsætning for at lave yoga, men jeg synes lige så godt, at du kan få det meste ud af din tid på yogamåtten. Selvom det godt kan være svært i starten at koncentrere sig om både de nye stillinger og deres navne, korrekt kropsholdning, vejrtrækning mm, bliver det hele lettere med tiden, det lover jeg dig! Når det så er sagt, er det vigtigste selvfølgelig at du i det hele taget trækker vejret.

Har du fået lyst til at lære mere om Ujjayi åndedrættet findes der mange, gode artikler og videoer om emnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar